Forvaltning / Pürschjagt

Pürschjagt

Sidste års jagt forløb over forventning, idet jeg i løbet af tre dage så meget sikavildt, og den sidste dag lykkedes at nedlægge en lille spidshjort, hvis højre stang var brækket over rosenkransen.
 
En anden jæger skød en ulige tiender guldmedaljehjort, mens en tredje jagtgæst, to dage forinden, kunne glæde sig over sit meget usædvanlige jagtheld; at nedlægge en gammel, ulige tolvender…
 
 
 
Sika- og dåvildt ses ofte på denne mark i dagslys, men regn og blæst var sikkert grunden til, at de valgte at blive i skoven i dag. Foto: Verner Hansen ©
 
            
HUBERTUSMESSE OG FEST...
 
Min kone og jeg havde afsat en uges ferie til at nyde alle de rodfæstede, tyske jagttraditioner i forbindelse med hjortejagten. Det hele begyndte en lørdag eftermiddag, hvor en stor menneskeskare var mødt op udenfor den lille landsbykirke, for at nyde de dygtige lokale jagthornsblæseres præstationer, inden hubertusmessen begyndte. En halv time senere trådte vi ind i kirken, der var flot udsmykket med løv, grangrene og hjortetrofæer som ramme om højtideligheden.

 
En anden blæsergruppe, bestående af 10 uniformerede parforcehornblæsere, blæste forskellige franske og tyske jagtsignaler som komplement til præstens plattyske prædiken – i sandhed en oplevelse!
 
Både blæsere og præst kunne mere end deres Fadervor, så efter en times gudstjeneste glædede vi os til at indfri dagens andet programpunkt, der var af kulinarisk karakter. Bordets glæder ventede nemlig på den lille landsbykro, hvor vi var inviteret til hubertusfest.
 
 
 
Gaststätte Weisser Hirsch i Stangheck ved Gelting. Her sørger Elke Martens godt for sine kunder! Ring og bestil bord på +49 4643 2450 Foto: Verner Hansen ©
 
Som sædvane er i Tyskland, var der rigelig med god mad, dog med en overvægt af grønkål og bævrende, fed flæsk (!). Disse retter er nu engang tradition i denne egn, men de kræver at man har et årelangt 'tilpasset' fordøjelsessystem! Jeg erfarede lidt senere, at mit af slagsen lod en del tilbage at ønske, med hensyn til at yde en sådan præstation...
 
Præstationer var der i øvrigt nok af denne aften. Ikke mindst fik en tilrejsende skuespiller smilebåndene på gled med hendes plattyske vittigheder, hvoraf adskillige langt fra var 'stuerene'. Efter middagen gik dansen til morgengryet - sikke en fest.
 
Søndag var tiltrængt hvile- og udflugtsdag i det smukke Slesvig Holsten, hvor der er en masse seværdigheder at besigtige. Vikingebyen Hedeby (Haithabu), Gottorp Slot samt domkirken i Slesvig er eksempler på udflugtsmål, der altid fortjener et besøg.
 
 
PÅ JAGT!
 

Der var fremmøde på godset kl. 14.00, hvorefter den glade godsejer tildelte hver gæst sin jagtfører. På dette gods, der huser meget sika- og dåvildt, er jagten på de stærke hjorte synonym med anstandsjagt fra hochstand, og kun om eftermiddagen. Godsejeren har en udpræget allergi mod for megen pürschjagt morgen og aften, da han er af den krystalklare opfattelse, at det letteste i verden er at pürsche et vildtrigt revir tomt, ved at færdes der i tide og utide…

 
Eftermiddagens jagt krydredes af de mange oplevelser vi havde, ved at iagttage adskillige rudler af både då- og sikavildt. På den frie vildtbane, vel at mærke! To otteendere sikahjorte samt en ulige tiender lod sig bl.a. beskue blot 40 meter fra hochstanden. Flotte, meget flotte var de, men for unge til at opfylde alders- og trofækravene til den tyske klasse 1a sikahjort, som jeg ønskede at nedlægge. En sådan hjort karakteriseres ved at være på toppen, hvilket vil sige, at han som minimum skal være otte år gammel, have et voluminøst og veludviklet trofæ, med lange og kraftige mørkebrune stænger samt elfenbensfarvede sprosser. Tillige skal kroppen af statur næsten ligne en bryggerhest.
 
 
 
Så gælder det om at vente... Foto: Verner Hansen ©
 
De efterfølgende tre dages oplevelser var næsten identiske med mandagens. Vi så meget vildt, herunder adskillige store sika- og dåhjorte, men alle sikahjortene var desværre for unge. Nogle af dem bar absolut flotte trofæer, men selv om deres stænger var lange havde de endnu ikke den masse samt sprosselængde, der - her på stedet - kendetegner den gamle jagtbare hjorts trofæ.
 
 
TÆT PÅ...
 

Torsdag var det ellers tæt på... Inden det blev mørkt hørtes sikahjortens karakteristiske brunstbrøl, eller rettere fløjten, der nærmest lyder som en gadedreng, som fløjter efter en veldrejet ungmø! Pludselig var han der – pladshjorten. Og lige så pludselig var han væk!

 

Sikajagt efter en gammel hjort har, for mit vedkommende, været kendetegnet ved en fornemmelse af at jage et spøgelse. Hjorten både ser, hører og lugter usædvanligt godt. Han er sort som natten og i næsten konstant bevægelse, ligesom han sjældent eksponerer sig på åbne områder i dagslys. Jagtens klimaks indtræffer næsten altid i det sidste dagslys, hvilket medfører, at kun den bedste optik akkurat er god nok.

 

Fredag var min sidste jagtdag. Det regnede mens min guide, Uwe, og jeg traskede over den fede lerjord for at komme frem til hochstanden. Ti minutter efter vi havde entret den seks meter høje hochstand, så vi en rudel dåvildt, bestående af dåer og kalve, træde ud på marken. De æssede ikke ret længe, inden de igen lod sig opsluge af skovens dækning. Forståeligt nok, i denne regn og kuling!

 

Lidt senere røbede en bevægelse et nyt, sort 'spøgelse'; en tiender sikahjort nærmede sig langsomt hochstanden, fra kanten af en tæt ung bevoksning af rødel. På tredive meters afstand vendte han siden til, og trådkorset fandt bladet. Men nej - for ung, igen!
 
 
ALVOR...
 

Da den midaldrende hjort kort efter var forsvundet, gik der en rum tid, hvor intet vildt var at se. Løbet var kørt, tænkte jeg, men pludselig passerede en stor, massiv, sort hjort skovsporet i skumringen.

 
 
 
Tålmodighed belønnes... Foto: Verner Hansen ©
 
Her burde der ikke være tvivl! Uwe sagde da også, at denne herre var den gamle pladshjort, så vær så artig! Hjorten var imidlertid trukket ind i en 40-årig bøgebevoksning, men et kort øjeblik stod han stille mellem to træer.

 
Hverken ham eller jeg hørte skuddet.