Biologi

 
UDSEENDE

 

Skulderhøjden er 60-90 cm. Pelsen er rødbrun med hvidgule pletter om sommeren, og ensfarvet mørkebrun om vinteren. Halepartiet (spejlet) er hvidt med en sort indramning mens halen er hvid med en smal sort midterstribe. Ligesom hos kronhjorten får sikahjorten også en manke af lange hår om vinteren.
 
 
 
En rudel sikavildt i juni med deres lyse pels og hjortenes gevirer i bast.
Foto: Ernst Klettner ©
 
 
LEVEVIS
 

Sikavildtet minder en del om kronvildtet i sin levevis og adfærd, men sikaernes advarselslyd er forskellig fra de andre hjortevildtarters gøende lyde, idet den har karakter af et skingert fløjt.

 

Fra slutningen af september til begyndelsen af november er der brunsttid, og brunstlyden leder tanken hen på et æsels skryden, men slutter med en langtrukken faldende fløjtelyd. Sikahjorten søler ligesom kronhjorten, hvilket vil sige at han snupper dejlige mudderbade i sølehullerne, for at virke attraktiv på hinderne i brunsttiden. Sølehullerne er små gruber indeholdende den for hinderne så uimodståelige duft af 'hjortedeodorant' bestående af vand, urin og sæd.

 

Efter en drægtighedstid på 7½ måneder føder (sætter) hinden en kalv i månedsskiftet maj-juni.
 
 

VÆGT

 

Udvokset hjort (> 4 år): 40-55 kg.

Spidshjort (1 år): Ca. 30 kg.

Hind: 28-40 kg. men hyppigst 30-35 kg.

Kalv: Varierer en del, men en normalt født (sat) kalv fra maj/juni vejer 15-20 kg i november-december.

 

Disse vægte er i levende tilstand, men generelt forekommer der et vægttab på ca. 1/4 ved fjernelsen af indvoldene (opbrækningen), eller omvendt: Den omtrentlige totalvægt opnås ved at lægge ca. 1/3 til den opbrækkede vægt.
 
 

Forplantning og kønsforhold

 

Sikavildtets brunsttid strækker sig over et længere tidsrum end hos kron- og dåvildt. Det er således normalt, at brunsten varer et par måneder på det enkelte distrikt, og desuden er der meget stor variation fra distrikt til distrikt med hensyn til brunstperiodens placering. På Frijsenborg Gods er brunsten normalt i gang allerede første uge i september, hvorimod den på andre distrikter først synes at begynde omkring 1. november. Denne spredning af brunsten betyder naturligvis, at kalvesætningen strækker sig over et længere tidsrum.

 

På Frijsenborg Gods er der således set en nysat kalv allerede 27. marts, og det er ikke usædvanligt at hinderne sætter kalve i april. Omvendt er der i Marselisborg Dyrehave (Århus) observeret en nysat kalv så sent som 5. oktober. Hovedparten af kalve sættes her i landet formodentlig fra først i maj til midt i juni. Sikavildtets drægtighedsperiode angives at være 222 dage (7½ måned) (SUMINSKI 1968) hvilket svarer til at brunsten kulminerer i oktober måned.

 

Kønsforholdet er som følger:

 

Ved fødsel: 1:1 (1 hjort & 1 hind)

Mellem hjorte og hinder i indhegnede bestande: 2:3
Mellem hjorte og hinder i fritstående bestande: 3:2

 

Kilde: Bennetsen, 1976.

 
 
GEVIRUDVIKLING
 
Sikahjorten bruger ikke sit gevir til at imponere rivaler med, men til kamp. Det kan skyldes, at geviret er mindre end både kronhjortens og dåhjortens. Når sikahjorten truer en rival krummer den ryg og stikker snuden i vejret, så geviret "lægges" ned langs nakken (den rejser børster), og krænger overlæben op, så den lille hjørnetand i overmunden (grandlen) blottes. Samtidig frembringer den en kraftig hvæsen.
    
 
 

 Foto: Ernst Klettner ©
 
Denne adfærd er sandsynligvis nedarvet fra den gang hjortene ikke havde gevir, idet hjortenes forfædre havde forlængede hjørnetænder i overmunden ligesom det kinesiske vandrådyr og moskushjorten. Dette oprindelige træk menes derfor stadig at have en funktion hos både sikahjorte og kronhjorte, selv om hjørnetænderne ikke er forlængede. En mørk plet på underlæben er med til at fremhæve hjørnetanden.

 

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen 1989.

 

Det første gevir er som regel altid to spidser (spidshjort) mens der er en større variation i hjortens anden geviropsætning, som sjældent er gaffelstadium (to takker, de såkaldte sprosser, på hver stang), hyppigst 6-ender og i nogle tilfælde 8-ender. Det tredje gevir er næsten altid 8-ender ligesom de efterfølgende. Indtil geviropsætningen kulminerer, bliver stængerne længere og kraftigere for hvert år. Hjorten kan blive 10-ender, men hyppigst ulige 10-ender (5 sprosser på den ene stang og 4 på den anden).

 
Læs mere om sammenhængen mellem alderen og et stort gevir her>>
 
 

UNDERARTER

 

To garvede hjortevildtspecialister spidsede for nogle år siden blyanterne i bestræbelserne på at inddele sikavildtet (Cervus nippon) i underarter relateret til udbredelsesområderne. De lærde er uenige, men for god ordens skyld beskrives her udfaldet af de herrer Trense (1973) og Reuss’ (1963) anstrengelser. Fælles for deres resultater er imidlertid at underarterne groft kan inddeles i to overordnede kategorier:

 

1: De større (hortuloide) underarter fra fastlandet, f.eks. C.n. hortulorum samt manchuricus

 
2: De mindre (nipponoide) underarter fra øerne, herunder Japan, f.eks. C.n. nippon og yesoensis.

 
Den hyppigst anvendte inddeling er den Reuss har udarbejdet. Han mener, at der forekommer 14 underarter af sikavildt, mens Trense derimod kun angiver 10 af slagsen.
 
Den 46. breddegrad menes at være sikavildtets nordligste udbredelses-område. Snedybden - ikke kulden - er den begrænsende faktor for artens nordlige udbredelse.
 
Læs mere om underarternes udbredelse her>>
 
Som vejledning til at bestemme om underarten tilhører en fra fastlandet eller øerne, kan du benytte Kenneth Whiteheads (1976) tommelfingerregel om måling af næsebenets længde.

 

 
Næsebenets længde er markeret med en rød streg på billedet. Foto: Verner Hansen ©
 
Afhængig af længden, mener K. Whitehead, at følgende inddeling kan foretages:
  • < 8 cm: nipponoid
  • > 8 og < 12 cm: hortuloid
  • > 12 cm: Hybrid mellem kron- og sikavildt.